Videnskabsteori 5. Semester – Er Digital Arkitektur blot er et redskab?

Indledning

Arkitekter har efterhånden tilpasset sig til de nye digitale design-værktøjer. Meget af denne tilpasnings-process omhandler at konvertere traditionelle repræsentationsteknikker til digitale for at få udbytte af de nye teknologier. Men spørgsmålet er om dette giver det fulde udbytte? Førende forskere indenfor Digital Arkitektur (DA), mener at computeren baner vejen for at genoverveje designprocessen, til en grad hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved vores forståelse af formgivning. Et centralt aspekt af DA er det generative potentiale i digital teknologi. Dvs. at computeren er i stand til at bearbejde data og producere resultater fra inputtet. Dette bør udnyttes i vores kreative arbejdsproces.

Designer/arkitektens Input -> Computer -> Output større/anderledes end Input.(Uforventet/uforudsigelig løsningsmængde)

Problematikken omkring DA er baseret på manglende indblik i feltet. Mere specifikt betyder dette at den gængse Arkitekt-studerende, ikke har et virkelighedstro billede af hvad DA er for en størrelse, og derved hvilke potentialer det indebærer. Intentionen med denne opgave, er at grave et spadestik dybere ned i den Digitale Arkitektur-verden, og undersøge denne nye type arkitektur, for at løfte sløret for de arbejdsfilosofier og arbejdsprocesser der ligger bag – og derved sætte spørgsmålstegn ved, om Digital Arkitektur blot er et redskab?

For at gennemskue denne problemstilling, har det været vigtigt at emancipere sig fra den lokale gængse forestilling om DA, og se kritisk på problemstillingen. Derfor arbejdes der med afsæt i den kritiske teori. Her handler det om at konstruere kritiske punkter fra den eksisterende verden, igennem tekster og bøger, og på denne måde understrege hvordan vi er kommet frem til den forståelse – at DA er et redskab.

For effektivt at undersøge grundlaget for dette udsagn, analyseres der primært ud fra det erkendelsesteoretiske felt.

I sidste ende er målet med denne opgave at skabe implementeringsdygtig viden, ved at dykke ned i samtidige teorier om DA, og benytte denne som et direkte afsæt for vores videre uddannelse som arkitekter på Arkitektur&Design, Aalborg Universitet.

I de to følgende afsnit vil vi redegøre for DAs arbejdsmetoder og processer, for derefter at opstille videnskabsteoretiske retninger med fokus på deres erkendelsesteoretiske områder. Dette sker med henblik på at danne et grundlag for den videre analyse.

Digital Arkitekturs arbejdsmetoder

DA har mange facetter i sine arbejdsmetoder, men en ting disse facetter har til fælles, er anvendelse af algoritmer. I nedenstående diagram, skelner Tony Kotnik imellem fire forskellige grader indenfor algoritmisk bevidsthed, i henhold til brugen af computeren i arkitektonisk design.

Tony Kotnik(2006)

På det repræsentative niveau er den algoritmiske proces ikke tilstedeværende, f.eks. ved håndtegninger eller modeller.

I tilfælde af det operative niveau, åbner computeren et nyt felt af geometriske muligheder indenfor arkitektonisk modellering. På dette niveau arbejder arkitekten passivt med computeren, med værktøjer som CAD programmer, hvis konceptuelle arbejdsproces er begrænset til pre-definerede geometrier. Grundet programmets fastlåste brugerflade, er arkitekten ikke i stand til at få mere data ud af computeren, end den mængde som er lagt i inputtet.

Arkitektens input -> Computer -> Output (ikke større/anderledes/uforudsigelig)

På det parametriske niveau, har brugeren adgang til at justere og definere de parametre der styrer den algoritmiske proces og får herved en mere aktiv rolle i designprocessen.

Når arkitekten opererer på det algoritmiske niveau, er han fuldt involveret i formgenerationsprocessen. På dette niveau arbejder arkitekten aktivt med computeren, og har fuld adgang til computerens underliggende system. Computerens regnekraft dirigeres direkte i retning af den givne algoritmes løsning, og generer på denne måde form. Ved at arbejde algoritmisk, sikrer arkitekten sig en større og uforudsigelig kompleks løsningsmængde. Via brug af computeren i designprocessen, er arkitekten og computeren i konstant informationsudveksling. Når computerens output, divergerer fra arkitektens input, ændres den kreative arbejdsproces og computeren bliver derfor mere end bare et redskab – da den åbner op for det uforventede og uforudsigelige.

Erkendelsesteoretiske tilgange.

For senere at kunne anskue DA ud fra et videnskabsteoretisk synspunkt, uddrages de væsentligste erkendelsesteoretiske aspekter indenfor de fem videnskabsteoretiske positioner; Emperisk analytisk, Hermeneutik, Fænomonologi, Kritisk teori og Social konstruktion.

Erkendelsesteori – Epistemologi

Læren om erkendelsens realitet og grænser, dens oprindelse, kilder og metode, og dens gyldighed eller sandhed. Erkendelsesteorien undersøger kort sagt det grundlag, som påstande bygger på.

Da der nu er redegjort for både de digitale arbejdsprocesser og de erkendelsesteoretiske positioner kan vi følgende anskue teorier indenfor DA, med henblik på lægge op til en videre diskussion af vores problemstilling.

Professionens teori – Digital Arkitektur

Vi har valgt udelukkende at arbejde med de grene hvor den algoritmiske bevidsthed er til stede. Først kun delvist i teorien om ”Folding” og derefter fuld bevidsthed i BioDigital Arkitektur og Performativ arkitektur.

Folding (Fænomenologi)

Folding har rødder helt tilbage til Martin Heideggers fire folder; som poetisk forsøger at beskrive ”det at være” og dets relation til mennesket. ‘Fire folden’ er en sammensmeltning af himmel, jord, udødeliged og dødelighed. Det er i samspillet mellem disse at mennesket eksisterer.(Martin Heidegger, 1971)

Dette princip blev senere videreudviklet af Gilles Deleuze, hvor han postulerer at det langt fra er så simpelt, men at virkeligheden består af et utal af folder. Det essentielle består som hos Heidegger også i forholdet mellem folderne, men systemet er meget mere komplekst. Her er man som forskende individ med til at skabe nye folder, idet man udfolder en fold, og disse nye folder åbner for det endnu ufoldede. Alt er foldet ind i hinanden, ikke organisk som organisk, og fortsætter ad infinitum.

Deleuze opstiller en superfold som refleksion over fremtiden, her er mennesket involveret i ”unlimited finity” som er en fold hvor et begrænset antal komponenter skaber et uendeligt antal kombinationer.

I denne ontologiske anskuelse udforsker Deleuze menneskets fulde potentiale, som udvindes igennem tre folder; ‘intelligente’ maskiner, nyt sprog, og nedbrydelse.

Dette skift i at anskue verden passer langt bedre som ramme om den digitale arkitekturs verden, hvilket arkitekter/teoretikere som Peter Eisenman og Greg Lynn tog til sig og havde nu frie hænder til at lave form- og geometriske eksperimenter vha. computeren. (Gilles Deleuze, 1993)

BioDigital Architecture (Emperisk analytisk – Induktiv og deduktiv)

BioDigital arkitektur(Dennis Dollens, 2009) anvender vækstsystemer fra naturen ved at oversætte disse systemer/naturlove til vækstalgoritmer som muliggør fremdyrkning af arkitektoniske organismer. Disse organismer kan betegnes som arkitektoniske metaforer af naturen.

Her er altså her i høj grad tale om direkte induktion af naturens principper, og de empiriske slutninger/viden fødes direkte til computerens regnekraft, som derigennem emulerer/generer vækst.

Naturen bruges altså her som forbillede for formgivningen. Det er nu op til arkitekten at kode vækstalgoritmen, for så at kunne manipulere og styre den. På denne måde bliver resultatet en hybrid af naturens og arkitektens intelligens.

Set i deduktivt lys, fremstår naturen i BioDigital sammenhæng, som den endelige og perfekte model, som vi (som arkitekter) bør stræbe efter.

Empirisk analytisk (Induktion!: Naturen ind. Deduktion: Gælder i naturen – gælder i ark.)

Performative Architecture (Emperisk analytisk – en kontinuerlig induktiv, teknisk proces)

Det er potentialet af at integrere/indkorporere evaluerende simulerings parametre(sollys, temperatur, strukturelle laster) med “digital form genererings” og “digital form modificerede” modeller, som tegner udtrykket Perforamtiv Arkitektur(Rivka Oxman,2008). Ydermere indebærer udtrykket at det performative kan blive en determinant og en metode for skabelsen og derved udviklingen af den arkitektoniske form. Her skal det fremhæves at den performative del i høj grad tager udgangspunkt i en kontinuerlig induktiv model, hvor parametrene og den performative arkitektur er i konstant informationsudveksling.

I disse omstændigheder divergerer digital design fra et design paradigme, hvor de formelle manipulative evner og preferencer af den menneskelige designer kontrollerer processen til en arbejdsproces, hvor designet i sig selv er informeret af evaluerende og simulerende processer. Arkitektens rolle afspejles som en dirigent, der som en kontrollerende brik i arbejdsprocessen, skal træffe bestemte beslutninger(bl.a. udvælgelsen af et endeligt design). Men det er vigtigt at pointere, at arkitekten i dette system, er i synergi med de evaluerende simulerings parametre – og derfor blot en brik i det store hele. Da den performative arkitektur hele tiden opvejes, måles og testes emperisk, i forhold til parametrene i designprocessen, kan det tekniske aspekt her forbindes med en emperisk analytisk epistemologi.

Grundet denne tekniske arbejdstilgang, kan man drage paralleller til den metodologiske del af den emperiske analytiske videnskabsteori, hvor det at udføre emperiske observationer og tests er i centrum.

Mapping af DA grene

Med udgangspunkt i de foregående gennemgange af DA teorier, vil vi i dette diagram mappe de tre grene indenfor DA. Formålet med dette er at kunne sammenstille den Digitale Arkitekturs grene med de erkendelsesteoretiske positioner. Det er vigtigt at påpege, at de tre retningers teoretiske grundlag ikke er formuleret, da hver DA-gren anses som værende hybridsammensmeltninger af forskellige metodikker og teorisæt – hvilket også afspejles i diagrammets opsætning.

Ved at benytte et to-akset “epistemologisk-ontologisk/metodologisk”-koordinat-system, er det muligt at specificere hvor de tre DA-grene hører til i den videnskabsteoretiske verden. Her skal det understreges at den ontologiske og metodologiske skala er inddraget, for at påvise DA-grenenes forskellighed. Med denne kategorisering lægges der op til en videre beskrivelse af forholdet mellem faglige arbejdsprocesser og videnskabsteoretiske positioner.

Konklusion // Senad Gvozden

Ud fra foregående vidensindsamling kan vi opsummere at der er stor forskel på brugen af computeren i formgivningsprocessen. Set i lys af den kritisk teori, er der lagt op til en diskussion om hvornår digital arkitektur blot bliver set som et værktøj og hvornår det er en arbejdsfilosofi.

Den hybride arbejdsproces – med computeren i centrum

Med afsæt i ovenstående dataindsamling og dataanalyse, bygger denne refleksion på en studerendes søgen efter mulighederne indenfor den Digital Arkitekturs kreative arbejdsprocesser. Med dette sagt, er målet også at belyse, hvornår computeren blot et et redskab og hvornår det er mere end det – en arbejdsfilosofi.

Et centralt aspekt af at benytte computeren til datamodellering i den kreative arbejdsprocess, ligger i det form-generative potentiale. Digital Arkitektur som retning og arbejdsfilosofi, repræsenterer en overgang fra et design paradigme af ’form making’ til ’form finding’.

Når arkitekten arbejder med ’form making’ kan hans representative input ikke resultere i en ufordusigelig løsningsmængde, her benyttes computeren blot som et representativt redskab, og outputtet divergerer derfor ikke fra inputtet.

Med ’form finding’, ændres arkitektens arbejdsproces radikalt. Her frigøres arkitekten fra de pre-definerende arbejdsmetoder og den begrænsende brugerflade. Der arbejdes på det algoritmiske niveau, og han får derved muligheden for selv at sætte rammerne og kontrollere computeren maksimalt. Her er arkitekten i konstant informationsudveksling med computeren, fra start til slut i arbejdsprocessen. I ’form finding’ handler det om at algoritmisk udnytte computerens form-generative potentiale, for at udvide sin kreative horisont.

Her introduceres Gilles Deleuzes Folding, hvor han i en ontologisk anskuelse udforsker menneskets fulde potentiale, som han udvinder igennem tre folder:

–       Intelligente maskiner ———————————————— Computeren

–       Nyt sprog ————————————————————— Algoritmer(coding, scripting)

–       Nedbrydelse ———————————————————– Ubegrænset brugerflade

Således kan man drage paralleller imellem ’form finding’ og Gilles’ anskuelse.

I denne denne digitale proces, bruges computeren intensivt som en ’avanceret blyant’ igennem datamodellering, hvor algoritmerne er generiske og modtagelige for manipulering og behandling. Arkitektens computer introducerer her en vis tab af kontrol, hvor slutresultatet af processen ikke er helt forudsigelig. Dette kan udnyttes i den kreative arbejdsproces. Datamodellering, som udnytter computerens generative beregningskraft, bruges til at fremstille et mere eller mindre abstrakt kildemateriale for design.

De generative teknikker er beregnet til at producere et uventet output, som ville befrugte design-processen. Her ses designprocessen som ikke-konkluderende og under konstant iteration. Her kan der drages paralleller til en kontinuerlig induktiv proces.

I mit perspektiv af den kreative designprocess, er arkitekten fortsat den drivende kraft, trods omfattende brug af computeren.Jeg betragter denne proces som at være baseret på to vigtige drivkræfter:

–       Den menneskelige kreativitet i alle former og variationer: individuel, social, kulturel.

–       Design medier: tilgængelige design koncepter, værktøjer og teknologier(fra blyanten til modelarbejde, representative 3D-renderinger og komplekse simuleringer.

Datamodellering er ikke ment som en erstatning for eksisterende representative metodologier, strategier, eller teknikker. Tværtimod, så arbejdes der iterativt med disse aspekter, da arbejdsprocessen bliver mere varieret. Denne nye og mere varierede designproces opererer imellem rationalitet og intuition, forskning og udforskning, imellem det linære og det netværksbaserede.

Når denne varierede designproces tager fordel af de synergier som dukker op i den kreative proces imellem datamodellering og representative medier, kalder jeg det for Den Hybride Proces(DHP). DHP er en iterativ, meget rigere og flerlaget designproces. Den er med til at skabe en fleksibel og konceptuel tilstand, hvor design processen kostant forandres imellem ikke-rationelle forsøg og rationalisering.

Mere end et blot et værktøj

På baggrund af ovenstående kan man diskutere vores opfattelse af den kreative arbejdsprocess. Denne ændres radikalt og det betyder at computeren i den Digitale Arkitekturs øjemed, bliver mere end blot et redskab. Teknisk set bliver computeren stadig brugt som et redskab, men det er hvad den er i stand til at producere og sætte i gang i os mennesker, mere specifikt arkitekter, at der er tale om en adskilledelse fra det gængse udsagn.

I kølvandet af dette, kan man rejse kritiske spørgsmål om den kreative proces og arkitektens rolle:

–       Kan vi stadigvæk tale om en kreativ proces, når store og afgørende dele af outputtet er genereret af en maskine(computer)?

–       Kan vi stadig hævde at være arkitekter, når vores niveau af kontrol er reduceret?

–       Kan vi blive krediteret for ’kreative ulykker’?

På den anden side kunne man også stille spørgsmålstegn ved, om nutidens designere måske er for konservative, når det kommer til udviklingen af nye design strategier. Mens computerens indførelse som et representativt værktøj i grafisk design tilsyneladende går ganske fint og udløste en kreativ boost, synes indførelsen af computeren tidligt i den kreative process, at være en mere alvorlig udfordring for den velkendte måde at arbejde på.

Et af ovenstående spørgsmål kunne tages op til diskussion, ved at kigge på kunstens verden, hvor ’ulykker’ har spillet en væsentlg rolle. Ulykkens rolle i den kreative proces kan ledes tilbage til ekpressionismen, hvor kunstnere udviklede en mere direkte, følelsesladet, spontan og tilsyneladende mindre kontrolleret teknik. Maleren Edvard Munch efterlod nogle af hans ufærdige billeder udendørs i længere perioder, for at lade naturens processer i form af regn, lys og vind ’færdiggøre’ hans malerier.(Edvard Munch, 1896)

Vi bør måske stille spørgsmåltegn ved myten om den kreative proces som et internet anliggende, er noget som er dybt forankret i os mennesker. Så længe vi tror på, at kreativitet udelukkende er noget der kommer dybt indefra, vil vi som arkitekter være tilbøjelige til at gå glip af det fulde potentiale, af en allerede eksisterende teknologi – computeren og den Digitale Arkitektur.

Faktum er at den kreative proces, som sådan ikke er en målbar enhed, og derfor er der mange diverse fortolkninger af hvad den kreative proces er for en størrelse. Men fælles for alle modeller er fremkomsten af det uventede. Kreativitet indebærer ankomsten af noget nyt, noget som ikke er blevet forestillet før i forhold til konteksten af, hvad der tidligere har eksisteret.

Computerteknologi har været med til at simulere og udregne ting, som har været alt for komplicerede for den menneskelige fantasi. Med computerens grafiske repræsentation, bliver den en maskine som kan udføre kvalitative undersøgelser, hvor rumlige formationer, mønstre og strukturer undersøges. Dette indebærer en induktiv måde at producere viden på. Selvom computerens kerne er digital, gør dens grafiske brugerflade og interface den i stand til at lagre, manipulere og producere kvalitativt og visuelt materiale. I DHP sammehæng, forvandler dette computeren til en ’generator af det uventede’.

Konklusion // Jacob Hilmer

Manglende indblik – hvad er DA? – Komplekst og uhåndgribeligt.

Skal man forsøge at give et svar på hvorfor DA ofte bliver misinterpreteret (Spørgeundersøgelse A&D, Gvozden & Hilmer 2010), kan man som forståelseskatalysator henlede tankerne på Deleuzes mellemrumsteorier omkring folding. Denne abstrakte og poetiske beskrivelse af tilværelsen, kan sidestilles med DA’s kompleksitet og potentielle anvendelsesfelt.

Som tidligere diskuteret opererer DA på flere forskellige bevidsthedsplan. Forståelsen af begrebet er altså i virkeligheden et spørgsmål om det standpunkt man som opfattende individ besidder.

Det er yderst overskueligt at benytte de brugerflade-definerede programmer, hvilket meget tidstypisk har medført et stort antal brugere. Denne hurtigproducerende, kvantitativt stærkt repræsenterede gruppe, har sløret billedet af, hvad DA i virkeligheden er.

Indsnævrer vi os så til den minoritet af fagfolk som har indblik i den algoritmiske arbejdsfilosofi bag DA, kan vi spørge os selv, hvorfor de ikke har formuleret en form for manifest, en klar konsensus som kan bane vej for at skabe gennemsigtighed og dybere forståelse for DA.

Her må vi erkende at en sådan præcisering eller måske rettere simplificering ikke er mulig. Vi skal tage til efterretning at hele vores samfund er skiftet karakter:

”The ancient Greek temple, elevated high on the hill was dedicated to the gods, but in effect, they were elevating their own understanding of order derived form interpreting the natural realm. If we examine our high places today, such as tops of buildings, mountains, and even exosphere, we find the signification of ubiquitous information flow: cell towers, dishes, satellites in geosynchronous orbit, all radiating dense waves of invisible information.” (Kolarevic, Klinger 2008)

Det er derfor en enorm udfordring at manøvrere og styre alle informationerne og putte dem ned i en konkret ramme eller retning. Altså er en præcis og nem forståelig karakterisering af AD ikke en løselig opgave på nuværende tidspunkt.

En anden problematisk faktor for dybere forståelse for DA er dets udtryk som kan være svært at percipere for beskueren, der kan have tendens til at putte det under fællesnævneren BLOB-arkitektur.

Er DA redskab eller middel?:

For at gå konstruktivt imod en videre udvikling af AD, på det algoritmisk bevidste plan, er det nødvendigt at opveje potentiale og eventuelle mangler og derved rette sig ind på et spor som må opfattes som en gylden middelvej – og derved finde et spor i den rigtige retning.

Som tidligere beskrevet har DA et enormt potentiale, meget forsimplet sagt, indlejret i den kendsgerning at mennesket har ubegrænset intelligens, men begrænset regnekraft, hvor computeren har begrænset/ingen intelligens, men ubegrænset regnekraft. Dette giver arkitekten en ny mulighed for at generere mere viden/form/udtryk/(folder jævnført Deleuze).

Et andet potentiale er arbejdsprocessen som bliver en iterativ og rekursiv proces der begynder med opstilling af parametre og regler/algoritmer, som så bruges til at generere modeller, efterfulgt af evaluering som så bruges til at raffinere parametrene.

Arbejdsproces:

–        Definition af problemområde

–        Determination af det valgtes kriterier

–        Definition og modifikation af regler for formgenerering

–        Udvikling af n modeller

–        Evaluering af designer/bruger à Tilbage til pkt. 2

(Rivka Oxman 2008) Modificeret

Vi retter altså blikket værk fra visuelle repræsentationer og giver mulighed for ”formfinding”; en dynamisk proces mellem designer og computer. Designerens intention er at øge forekomsten af ”modeller” og derved få mange flere mulige variationer og versioner som alternative valg. Fokus skifter fra arkitektens opfindsomhed i henhold til ideologiske forme, til arkitektens evne til at opfinde varierede processer. Jævnført Mondrians stilskift – derved ikke sagt at DA er direkte empiriske analytisk.

For bedst muligt at kunne udnytte disse potentialer gennemgås nogle kritikpunkter, for til sidst at kunne skrive et regelsæt som kvalitetssikrer DA løsninger.

Noget DA mangler, grundet den algoritmisk generede form, er måden hvorpå mennesket forholder sig til bygningen/strukturen. Det fænomenologiske aspekt er blevet overset i det der er så stor fokus på formgenereringen. Følelser tilknyttet menneskelige oplevelser burde overvejes i designprocessen. Disse følelser skal inkorporeres for at undgå BLOB/Skulpturbyggeri. (Juhani Pallasmaa 2005)

Derudover tillader den digitale arbejdsproces ikke den menneskelig/faglige erfaring som er essentiel. (Juhani Pallasmaa 2005) Arbejdsprocessen får et nærmest maskinelt præg.

Mange af disse argumenter kan godt synes at tage udgangspunkt i den noget ukritiske tilgang: ”alting var bedre da far var dreng”. F.eks. findes der adskillige eksempler på at den digitale arbejdsproces afføder en emotionel involvering og ægte interesse i at opnå høj kvalitet, fra alle involverede parter. Dog er det vigtigt ikke at lade sig være helt upåvirket af disse argumenter.

Dette regelsæt opstilles for at sikre kvalitet og overensstemmelse indenfor AD

–       Som universelregel bør alle parametre, regler og systemer/algoritmer være meget nøje udvalgt og udviklet i forhold til den givne opgave og dens kontekst.

–       Arbejdsprocessen skal sikre en ”læren” gennem hænderne, altså skal arkitekt- og ingeniørfaglige erfaringer indføres i processen. (det skal gøres                          interessant emotionelt at deltage i processen for alle parter)

–       Flydende informationsudveksling.

–       Kritisk forståelse og følsomhed overfor hvilke kvaliteter teknologien indebærer.

–       Den menneskelige skala skal implementeres i designprocessen.

Når disse regler er opfyldt bliver DA midlet og ikke værktøjet.

For at rette AD ind på det rette spor, må der forsøges at organisere den tidligere nævnte informationskompleksitet. Mennesket har mangler i forhold til vidtfavnende discipliner og evnen til at sammenfatte disse, primært pga. de desorienterende sæt af komplekse elementer i naturlige fænomener. (Fuller 1970)

Når vi breder vores tænkning ud over en så stor kompleksitet øges vores ansvar tilsvarende. Det uanede potentiale ved DA som er nævnt adskillige gange i denne diskurs, skal altså ikke nødvendigvis ses som noget der tilfører en bestemt arkitektonisk kvalitet – tværtimod kan denne i nogle tilfælde lede til en ufrivillig relativisme, idet at kompleksiteten bliver for stor en mundfuld.

”Much of the work we do is based on a certain suspicion of directly engaging with these technologies on the level of uncritical application as the premature employment of these technologies will prevent us from understanding their greatest potential… and it runs the risk of just becoming yet another style or fashion.” (Achim Menges 2008)

Ved denne involvering af mennesket i forhold til sammenfatning af denne kompleksitet er det vigtigt at sørge for at opskrevne regelsæt er opfyldt, derved kan fokus rettes på den sidste regel; der omhandler de fundamentale arkitektoniske relationer.

Denne blanding af kontrol af informationer og implementering af mere fænomenologiske aspekter, leder os mod en ny og bredere opfattelse af arkitektoniske principper der er tilpasset og påkrævet af tidsånden – en anden størrelse som også er svær at indramme.

DA er også speciel i den forstand at det er den første ”paradigme skiftende” retning uden en underlæggende sociokulturel vision. Dette kan også skyldes at en sådan er under stadig udvikling. Derfor er det vigtigt at diskutere hvad DA er, så vi ikke forhaster os ud i en underminering af dets potentiale, før vi har etableret de nødvendige egenskaber til at gribe DA an på – dette skal ske igennem en selvreflekterende og selvkritisk tilgang.

Kildehenvisninger: (fælles)

Dennis Dollens, 2009. Biodigital Architecture uses metaphor to design living systems [Online] Available at: http://sensingarchitecture.com/3832/biodigital-architecture-uses-metaphor-to-design-living-systems-dennis-dollens-video/ [Accessed 19. September 2010]

Rivka Oxman, 2008. Towards a performance based Generation and Formation Model in Architectural design, IJAC International Journal of Architectural Computing Vol. 6 Issue 1 pp. 1-17. Available at: http://www.technion.ac.il/~rivkao/topics/publications/performance%20based%20design%20IJAC_2008.pdf [Accessed 17. September 2010]

Martin Heidegger, 1971. Poetry, Language, Thoughts p. 179. [Accessed 22. September 2010]

Gilles Deleuze, 1993. The fold [Online] Available at: www.scribd.com/doc/34593241/Deleuze-The-Fold [Accessed 20. September 2010]

Toni Kotnik, 2006. Algorithmic Extension of Architecture. [Online] Available at: http://wiki.arch.ethz.ch/twiki/pub/MAS0506stu/NDSToniKotnik/ToniKotnik_ThesisMAS2006_Small.pdf [Accessed 19. September 2010]

Kildehenvisninger: (Senad Gvozden)

Edvard Munch, 1896. Painting: Seperation.  [Online] Available at: http://www.detspringendepunkt.net/Entre/madonna-i-tre-stadier [Accessed 23. September 2010]

Kildehenvisninger: (Jacob Hilmer)

Martin Heidegger, 1971. Poetry, Language, Thoughts p. 179.

Gilles Deleuze, 1993. The fold [Online] Available at: www.scribd.com/doc/34593241/Deleuze-The-Fold

Spørgeundersøgelse A&D, www.askpeople.dk Gvozden & Hilmer 2010

Juhani Pallasmaa: The Eyes of the Skin: Architecture and the Senses. 2005

Rivka Oxman 2008 “Digital Architecture: Re-thinking Theory, Knowledge, Models and Medium Challenge to Digital Design and Design Pedagogy” Design Studies, Vol. 9 Issue 2: p 108

Buckminister Fuller Reader, Worcester, and London: Trinity Press, 1970 p 298.

Achim Menges in Branko Kolarevic and Kevin Klinger: Manufacturing material effects, Rethinking design and the making of architecture. 2008


Reklamer

~ af senadgvozden på 5. oktober 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: